ANGST

Hvad er angst?

Angst er en naturlig reaktion på noget, der føles farligt. For nogle løber angsten dog løbsk og udvikler sig til en livshæmmende sygdom.

Angstlidelse er, når du ikke længere selv kan styre angsten, og når den fylder så meget, at den giver dig en dårlig livskvalitet.


Der er mange former for angst f.eks.


  • Panikangst - pludselige anfald, hvor man er bange for at besvime, få et hjerteanfald, dø…
  • Præstationsangst - stærk angst ved tanken om at skulle præstere f.eks ved en eksamen.
  • Generaliseret angst - en konstant følelse af angst og uro og vedvarende bekymring.
  • Sygdomsangst - frygt for at blive syg - overopmærksom på kropslige symptomer - overfortolker almindelige fornemmelser til at handle om alvorlig sygdom - en mavepine kan i tankerne blive til mavekræft osv. 
  • FOBIER - der er mange fobier - socialfobi er angst for at være sammen med andre.man kan være bange for mange forskellige ting; fly, edderkopper, lukkede rum, højder….





 “DET ER SPILD AF TID AT GÅ OG VÆRE ANGST. DET ÆNDRER INGENTING. DET ENESTE, URO OG ANGST GØR, ER AT STJÆLE DIN GLÆDE OG FJERNE DIG FRA NUET"   Mats Billbark


Hvorfor har jeg angst?

Du mærker angst, når du er bange for noget. Du får måske hjertebanken, uro i kroppen eller andet. Du kan godt mærke din krops reaktion, men du kan måske ikke finde den præcise årsag til, at du er bange eller urolig. Din hjerne vil prøve at finde en logisk forklaring på, hvorfor du er angst.


Når vi i terapien arbejder med din angst, skal vi ikke kun arbejde med den logiske forklaring, som din hjerne tilbyder, men vi skal ind til kernen af problemet.

Og hvad er så kernen? Den hjerne, du har, er formet af din opvækst og det miljø, du er vokset op i. Dine forældre lærer dig at passe på og flygte, hvis der er noget, der er farligt. Du lærer, hvad der er trygt, og hvad du skal frygte. Hvis din mor har haft en fobi i forhold til edderkopper, kan du også have fået det. Hvis du har oplevet traumer i forhold til sygdom, kan du have udviklet en sygdomsangst. Det er vigtigt at få hjælp til at arbejde med sin angst. Den kan brede sig ligesom mælkebøtter kan, så tag fat i tide - gerne sammen med mig.


For at hjælpe dig er det ikke nok at snakke om dine symptomer. Vi skal arbejde med årsagerne til din angst - mælkebøttens rod.

Når vi har fundet årsagerne, og vi har arbejdet med det, kan vi lave en ny indlæring i din hjerne, så du kan blive angstfri. Vi skal arbejde med det, man kunne kalde krybdyrhjernen (amygdala) - ikke den logiske, bevidste del, men med den irrationelle, ubevidste del.


Hvad menes der med krybdyrhjerne?

Hvis vi på et tidspunkt i vores liv har oplevet en farlig situation og har oplevet frygt, så lagres det dybt i vores hukommelse. Hvis vi så senere kommer i lignende situation, sørger vores krybdyrhjerne for, at vi lynhurtigt kan reagere. På en måde skal vi arbejde med at berolige krybdyrhjernen.


Det tager tid. - Jeg kan hjælpe dig til at få og opleve en ny kontrol over dine angsttanker.




 “DU KAN IKKE ALTID KONTROLLERE, HVAD DER FOREGÅR UDENFOR, MEN DU KAN ALTID KONTROLLERE, HVAD DER FOREGÅR INDENI"    Wayne Dyer


Hvordan kan jeg hjælpe dig?

  • Give dig en forståelse af, hvad der skaber din angst, og hvad der opretholder den - at blive bevidst om de negative tanker.
  • Give dig teknikker og værktøjer, så du selv kan dæmpe dine angstfyldte tanker, når de opstår.
  • Hjælpe og støtte dig til at udfordre din angst/være i angsten, så du holder op med at flygte fra den. Det er vigtigt, at du lærer at være med din angst, så du kan mærke, at den ikke er farlig - på den måde kan du tage kontrol over angsten.
  • Terapien kan give dig en ny oplevelse af din angst som noget, du kan kontrollere.